Planloven
(Lovbekendtgørelse nr. 1027 af 20/10/2008 om Planloven)
Planloven omhandler den planlægning, som vedrører anvendelsen og udformningen af vores fysiske omgivelser, herunder særligt spørgsmål om anvendelsen af landets areal- og naturressourcer.
Planloven indeholder de grundlæggende regler om landets inddeling i landzone, byzone og sommerhusområder samt reglerne om regionplanlægning, kommuneplanlægning og lokalplanlægning. I loven er fastsat regler om indhold og retsvirkning af planerne samt procedureregler for planernes tilvejebringelse, herunder regler om borgerinddragelse.
I planloven findes endvidere landzonebestemmelserne, der gennem et tilladelsessystem regulerer opførelse af ny bebyggelse, udstykning og ændret anvendelse af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer i landzone.
Af planlovens særlige reguleringsområder kan nævnes regler om ekspropriation, vurdering af virkninger på miljøet (VVM), planlægning i kystområderne samt planlægning til butiksformål.
Naturbeskyttelsesloven
(Lovbekendtgørelse nr. 1042 af 20/10/2008 om naturbeskyttelse)
Naturbeskyttelsesloven har til formål at værne om naturen. Samtidig skal offentlighedens adgang til naturen sikres.
Naturbeskyttelsesloven indeholder regler, der tilsigter at beskytte en række naturtyper: søer, vandløb, heder, moser, strandenge, strandsumpe, ferske enge, overdrev samt klitfredede arealer. Loven indeholder også en generel beskyttelse af sten- og jorddiger samt fortidsminder.
Omkring strande, søer og åer, skove, fortidsminder og kirker gælder der særlige beskyttelseslinier/byggelinier, hvorefter der inden for en bestemt afstand ikke må opføres bebyggelse eller i øvrigt foretages ændringer i terrænet i form af beplantning, hegning m.v.
Afvigelser fra de generelle beskyttelsesbestemmelser forudsætter, at der meddeles dispensation.
Andre væsentlige elementer i naturbeskyttelsesloven er reglerne om offentlighedens adgang til at færdes i naturen og regler om opsætning af reklamer i det åbne land.
Naturbeskyttelsesloven indeholder endvidere regler om naturfredning i form af regler om fredningssagers rejsning og videre forløb. Disse regler er beskrevet i et særskilt afsnit om Naturfredning
Skovloven
(Lovbekendtgørelse nr. 1044 af 20/10/2008 om skove)
Hovedformålet med skovloven er at sikre og øge landets skovarealer både af hensyn til skovbruget og landets træforsyning, og på grund af skovenes æstetiske og rekreative værdi samt miljømæssige betydning.
Centralt i skovloven er begrebet fredskovspligt, der er en reservation af arealer til skovbrugsformål. Loven indeholder regler om pålæggelse og ophævelse af fredskovspligt, samt regler hvorefter byggeri, udstykning og terrænændringer, som ikke er nødvendige for skovdriften, kun kan tillades på fredskovspligtige arealer, når særlige grunde taler for det.
Skovloven indeholder endvidere en række bestemmelser om bæredygtig skovdrift og om beskyttelse af skovens naturtyper og levesteder for arter m.v.
Råstofloven
(Lovbekendtgørelse nr. 1025 af 20/10/2008 om råstoffer)
Råstofloven omhandler råstofudnyttelsen på landjorden og på havet. Loven omfatter sten, sand, ler, kalk, kridt, tørv, muld og lignende forekomster.
Det er lovens intention, at der skal foretages en interesseafvejning af navnlig hensyn til råstofressourcernes omfang og erhvervsinteresser overfor miljø- og naturbeskyttelseshensyn.
Råstofloven indeholder et tilladelsessystem, hvorefter ingen råstofindvinding må foretages uden at der først er indhentet en indvindingstilladelse. Loven indeholder endvidere bestemmelser om efterbehandling af indvindingsområdet.
Masteloven
(Lov nr. 681 af 23/06/2004 om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål mv.)
Masteloven tilsigter at minimere antallet af antennemaster og deres skadevirkninger på landskabet ved at tildele de lokale landzone- og bygningsmyndigheder kompetence til at påbyde mobiltelefonselskaberne en fælles udnyttelse af eksisterende master. Loven giver også myndighederne kompetence til at påbyde opsætning af antennesystemer på bygninger, master og andre høje konstruktioner, der ikke i forvejen anvendes til kommunika-tionsformål.
Kolonihaveloven
(Lov nr. 476 af 07/06/2001 om kolonihaver)
Kolonihaveloven har primært til formål at sikre, at kolonihaveområder fortsat giver bybefolkningen muligheder for rekreation og fritidsliv.
Loven sondrer mellem varige og ikke-varige kolonihaveområder. Ejeren af et kolonihaveområde kunne indtil den 1. november 2001 meddele Miljø- og Energiministeriet, hvis det omhandlede kolonihaveområde ikke skulle være varigt.
Kolonihaveloven indeholder bestemmelser om betingelser for nedlæggelse af varige kolonihaveområder, tilbudspligt for ikke-varige kolonihaveområder samt offentlighedens adgang til kolonihaveområder.
Sommerhusloven
(Lov nr. 785 af 21/06/2007 om sommerhuse og campering m.v.)
Sommerhusloven blev vedtaget i 1972 i forbindelse med Danmarks indtræden i EF. Danmark fik herigennem ret til at opretholde særlige regler om erhvervelse af fritidsboliger, der indebærer, at der kun gives tilladelse til EU-borgeres erhvervelse af ferieboliger i Danmark, hvis de har en særlig stærk tilknytning til landet.
Sommerhusloven begrænser adgangen til erhvervsmæssig udlejning af sommerhuse. Formålet er dels at hindre at der opstår krav om udlæg af nye sommerhusområder og dels at sikre at udlejning ikke bliver et erhverv for ejerne, hvilket vil skabe risiko for, at den danske EU-særregel ikke kan fastholdes, da EU-borgere har en umiddelbar ret til at drive erhvervsvirksomhed i Danmark.
Sommerhuslovens regler gælder al anden udlejning af boliger end udlejning til helårsbeboelse dvs. at reglerne finder anvendelse, uanset om der er tale om sommerhuse, fritidshuse eller feriehytter og uanset om bebyggelsen ligger i sommerhusområde, byzone eller landzone.
Lov om miljøvurdering af planer og programmer
(lov nr. 1398 af 22/10/2007)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa- Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planer og programmers indvirkning på miljøet. Direktivet omtales ofte som direktivet om strategisk miljøvurdering eller SMV- direktivet, fordi det fastlægger bestemmelser for en miljøvurdering på et højere, mere strategisk niveau end projektniveauet.
SMV loven pålægger myndigheder, der udarbejder planer og programmer, der fastlægger rammer for fremtidige anlægstilladelser, at gennemføre en miljøvurdering, inden planen eller programmet godkendes eller vedtages endeligt. Til loven hører 4 bilag, hvortil der henvises i lovteksten.
Loven omfatter planer og programmer, som ifølge lovgivningen skal tilvejebringes af en offentlig myndighed.
Planer og programmer dækker en bred vifte af dokumenttyper, som tildels er overlappende- som eksempler kan nævnes regionplaner, handlingsplaner, indsatsplaner, udbygningsplaner, regionalprogrammer, strategier og bindende retningslinier. De planer og programmer, der omfattes af loven, skal være fastlagt i henhold til lovgivningen enten direkte i en lovbestemmelse eller ved administrative bestemmelser som cirkulærer og lignende. Som eksempler fra Naturklagenævnets lovområder kan nævnes regionplaner, kommuneplaner, lokalplaner jf. planloven og råstofplaner på havet, jf. råstofloven.
Det fremgår af §6 i bekendtgørelse nr. 477 af 7. juni 2003 om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder, at der i redegørelsen til planforslag, der enten i sig selv eller i forbindelse med andre planer kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, skal indgå en vurdering af forslagets virkninger på det internationale naturbeskyttelsesområde . Skal der foretages en vurdering efter disse regler, skal der også gennemføres en miljøvurdering efter SMVloven, hvis planen eller programmet er omfattet af denne.
I sager efter reglerne i planloven og tilhørende bekendtgørelse om stillingtagen til konkrete projekter efter VVM-reglerne, vil VVM-proceduren for VVM-pligtige projekter sikre den nødvendige miljøvurdering af projektet.
Vandløbsloven
(Lovbekendtgørelse nr. 1043 af 20/10/2008 om lov om vandløb)
Vandløbslovens formål er at sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand, navnlig overfladevand, spildevand og drænvand. Fastsættelse og gennemførelse af foranstaltninger efter loven skal ske under hensyntagen til de miljømæssige krav til vandløbskvaliteten, som fastsættes i henhold til anden lovgivning.
Kommunalbestyrelsen er vandløbsmyndighed for de vandløb m.v., der er omfattet af loven og for pumpelag.
For offentlige vandløb udarbejder vandløbsmyndigheden et regulativ, som foruden en tydelig betegnelse af vandløbet skal indeholde bestemmelser om vandløbets skikkelse eller vandføringsevne, vandløbets vedligeholdelse, ændringer i retten til sejlads, restaureringsforanstaltninger samt beslutning om friholdelse af arealer langs vandløb.
Vandløbsmyndighedens afgørelse vedrørende regulativer for offentlige vandløb kan påklages til Naturklagenævnet.
Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter
(bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007).
Habitatbekendtgørelsen fastsætter bindende forskrifter til myndighederne om planlægning og admi-nistration af planer og projekter, der berører internationale naturbeskyttelsesområder (Natura 2000-områder). Bekendtgørelsen indeholder desuden regler om beskyttelse af særlige dyre- og plantearter, de såkaldte bilag IV-arter, både i og udenfor Natura 2000-områder.
Hvis myndigheden vurderer, at en plan eller et projekt kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af planens/projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at planen/projektet vil skade Natura 2000-området, kan der som udgangspunkt ikke meddeles tilladelse, dispensation eller godkendelse til det ansøgte. Tilsvarende kan en plan eller et projekt ikke gennemfø-res, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for bilag IV-dyrearter, eller hvis det ansøgte kan ødelægge bilag IV-plantearter i alle livsstadier.