Hvordan og hvornår indbetaler jeg klagegebyret?
Når De fremsender Deres klage til Naturklagenævnet, vil Naturklagenævnet sende Dem en opkrævning på 500 kr. for klagegebyret.
Denne opkrævning tjener samtidig som kvittering for, at Naturklagenævnet har modtaget Deres klage. Af opkrævningen fremgår en betalingsdato, som sætter en frist på 14 dage for indbetaling. Gebyret skal senest indbetales denne dato, hvis klagen ønskes behandlet.
I de tilfælde, hvor klagen indgives til 1. instansen (kommunen, amtet eller fredningsnævnet), skal De afvente, at Naturklagenævnet sender Dem en opkrævning. Dette vil ske, når Naturklagenævnet har modtaget klagen fra 1. instansen. Det gælder ved landzoneafgørelser, afgørelser efter naturbeskyttelsesloven, råstofloven, kolonihaveloven samt Tøndermarskloven.
Såfremt klagegebyret ikke er betalt rettidigt, vil De modtage et brev fra Naturklagenævnet, om at klagen ikke vil blive behandlet.
En gebyropkrævning, der sendes som A-post, anses for at være kommet frem til modtageren dagen efter afsendelsen, med mindre der foreligger oplysninger, der kan sandsynliggøre et andet forløb. Der henvises til Vejledning til forvaltningsloven pkt. 211 og Forvaltningsret, Almindelige emner, 5. udgave 2009, s. 315f.
Hvis en klager gør gældende ikke at have modtaget Naturklagenævnets gebyropkrævning, vil Naturklagenævnet undersøge, om der kan konstateres fejl i forbindelse med postafsendelsen. Kan sådanne fejl ikke konstateres, kontaktes Postvæsenet med henblik på at få oplyst, om der har været uregelmæssigheder i postgangen på det pågældende sted og tidspunkt. Hvis dette ikke har været tilfældet, må Naturklagenævnet afvise at behandle sagen på grund af manglende gebyrindbetaling.
Hvad koster det, hvis flere klager over samme afgørelse?
Indgives flere klager over samme afgørelse, opkræves et gebyr på 500 kr. for hver selvstændig klageskrivelse. Det betyder, at hvis flere underskriver en klage over samme afgørelse, vil der kun blive opkrævet ét klagegebyr, jf. § 1, stk. 2 i bekendtgørelsen. Det bør i så fald fremgå, hvem Naturklagenævnet skal sende opkrævningen til.
Hvornår vil en klage blive behandlet?
Naturklagenævnet behandler klagen, når gebyret er modtaget (rettidigt). Betalingsfristen er sat til 14 dage. Der kan gå op til 3 dage efter, at klageren har indbetalt gebyret, før beløbet er registreret på nævnets bankkonto. Det betyder, at Naturklagenævnet først efter 17 dage kan konstatere, hvorvidt en klage ikke skal behandles på grund af manglende betaling.
I hvilke tilfælde får jeg klagegebyret tilbage?
Det følger af § 3, stk. 1 i bekendtgørelsen, at det indbetalte gebyr tilbagebetales,
hvis De får helt eller delvist medhold i klagen,
eller klagen afvises som følge af overskredet klagefrist, manglende klageberettigelse eller fordi klagen ikke er omfattet af Naturklagenævnets kompetence.
Hvordan tilbagebetales klagegebyret?
Klagegebyret vil blive tilbagebetalt på check indenfor 10 dage efter, at de har modtaget afgørelse i sagen samt afgørelse om tilbagebetaling af klagegebyr. Såfremt De ønsker, at pengene indbetales på Deres bankkonto, skal De skriftligt oplyse Deres reg. nr. og konto nr. til Naturklagenævnet.